Stop automatisk bekymringsangst
I denne 4. del af vores 7-ugers kur imod bekymringer lærer vi at fange
de tanker, der næsten automatisk farer rundt i hovedet på osVi gennemgår i disse uger en 7 ugers kur imod bekymringer. Kuren bygger på den kristne psykolog dr. Archibal Harts undervisning.Dr. Hart har som tidl. nævnt skrevet flere bøger om angst, stress, panikangst, uro, pms og beslægtede problemer.
Afsnittet om bekymring indgår i bogen The Anxiety Cure. Her forklarer dr. Hart om, hvordan selv så uskyldige nydelser som krydret mad og mad, man er allergisk overfor, kan stresse kroppen og gøre en urolig, selv om man ikke har noget at være urolig over.
Og så nævner han også kaffe.
Personligt har jeg nok haft et overforbrug af kaffe, siden jeg var barn. Min kone har i alle de 25 år, vi har været gift, forsøgt at få mig til at drikke mindre. Men rigtige mænd vil jo naturligvis ikke lytte til hverken deres mor eller kone.
Men da jeg læste dr. Harts beskrivelse af kaffens virkning, begyndte jeg straks at trappe ned. For første gang forstod jeg, hvor skadeligt kaffe-overforbrug er. At det ikke blot er skadeligt for kroppen, men at det også får tankerne til at drøne rundt i hovedet og kan give angst. Foruden at kaffe-overforbrug nedbryder de naturlige stoffer i hjernen, som modvirker depression. Hjælp!
Den tyske forsker Grosarth-Maticek har i en stor folkeundersøgelse af 35.000 tyskere påvist en sammenhæng mellem livs-indstilling, levevis og sundhed. F.eks. viser hans undersøgelser, at troende med en barnlig tillid til den gode Gud lever meget længere – og bedre kommer sig over sygdom.
Da jeg læste hans undersøgelse, opdagede jeg imidlertid også, at overforbrug af kaffe var en af særhederne ved den gruppe, som også lider af angst.
Så ved siden af, at du følger dr. Harts kur, så tænk også på, om du kan droppe et par kopper kaffe om dagen – for jeg har faktisk fået det en del bedre af det. Ikke så mange panik-tanker – ikke så megen uro.
Og nu til dagens emne:
Automatiske tanker er ufrivillige tanker, som sniger sig ind på dig. Normalt volder de angst, fordi de kommer uventet.
Mange bekymrede mennesker opfatter disse automatiske tanker som deres livs forbandelse.
Ofte starter disse tanker en kæde af bekymringer, forklarer dr. Hart.
Hans øvelse går derfor denne uge ud på at skyde dem fra dig, før de får fodfæste. Den bedste måde at gøre det på er at blive bevidst om dem, før de har taget plads i dig.
Med andre ord, hvis du vælger at undersøge dem, vækker de ikke så meget angst, som når de kommer bag på dig.
Øvelsen vil altså hjælpe dig til at fange og blotlægge dine automatiske, ufrivillige tanker.
– Jeg kan ikke kraftigt nok understrege, hvor vigtigt det er så grundigt som muligt at nedskrive alle de tanker og ideer, som plager dig, siger dr. Hart.
Det at skrive dem ned hjælper faktisk med at få dem ud af hovedet. Ellers vil de blive holdt i live af hjernens medfødte evne til at tage back-up og forfriske hukommelsen.
Men bruger man en notesbog til at skrive tankerne ned, fungerer den som en ekstern hukommelse. Og dermed kan hjernen slappe af.
Brug bare notesbogen, hver gang en tanke plager dig. Så snart den dukker op, skriver du den ned.
Det er ligegyldigt, hvor tit du skriver den samme tanke ned bliv bare ved med at gøre det. Det hjælper hjernen til at give slip på uønsket materiale, da den ved, at oplysningerne lagres andetsteds.